familien Frederiksen i Høve
familien Sørensen i Sønderlade
familien Nielsen på Christianshavn

Vore aner

familien Christensen i Lundby
 familien Hagensen i Anbæk og Truust
familierne Jensen og Hansen i Kalvehave

 
Forsiden
Anetavler
Fæstebonde
Udvandring
Sporløs
Beretninger
Udstillinger
Brevkasse
Oversigt
Intern
Medlemsliste

  
Hvad Lars Christensen, Vallø, fortalte


Lars Christensen som 
soldat ca. 1864

Lars Christensen og Maren Jørgensen
(som nygifte 1875?)

Et dødsfald og en ledig fæstegård
Det var egentlig Meningen, at min Fader (Kristen Olsen) skulle have haft sin Faders (Ole Christensen) Gaard, Jørslev Nørregård.
En ugift Broder til min Moder (Ole Hansen) havde allerede fået  Østergård, min Morfaders Gaard, Hans Nielsen hed min Morfar.
Men så sker det, at min Morbroder Ole Hansen dør og så vilde min Mormoder have Fader og Moder ud på deres Gaard for at overtage den og saaledes blev det.

Det er blevet mig fortalt, at min Morbroder havde været i København og kom hjem og var syg. Mormoder vilde da koge ham nogen god Mad, men han brød sig ikke om det. Hun lavede den alligevel til og kom med den, men han afviste det meget bestemt: 
- Jeg æder det aldrig! 
Det gjorde han heller ikke, for han døde snart efter, det var som om han havde en Følelse af at hans tid snart var omme.
 

 
Lars Christensen på slægtstavlen

Ole Christensen
Inger Nielsdatter
|

Hans Nielsen
Sidse Madsd.

|

Christen Olsen  Karen Hansdatter
|

Hans Christensen
Ane Marie Hansen
|

Lars Christensen
f. 15.06.1846

Niels Wilhelm Christensen
Frederikke Augusta Hagensen
|

Aksel Rigmor Gudrun Agnes Gunnar

 

Min farfar
Ole Christensen 1774-1853
Min farmor
Inger Nielsdatter 1771-1837
Min far
Christen Olsen 1808-1864

Min morfar
Hans Nielsen 1771-1829
Min mormor
Sidse Madsdatter 1777-1863
Min mor
Karen Hansdatter 1811-1893
Min morbror
Ole Hansen 1809-1833

Småkårsfolk
Min faster Mette Niels Mortensen i Gammelby havde det forfærdelig smaat og fattigt.
En gang havde min fader været deroppe at hjælpe dem i Høsten en Dags tid; da han om Aftenen vilde gaa hjem vilde hans Søster give ham en Mark – altså 16 Skilling i Dagløn, men fader vilde intet have, men hun paastod, at han lige så gerne kunne tage mod Marken, thi det var den eneste de havde.
 - Og enten vi har den eller ikke kan da være lige meget.
Men fader vilde ikke have den alligevel. Han gik så lige over Markskellet over til Hans Nielsens Gaard og besøgte sin Kæreste Karen Hansdatter før han gik hjem til Jørsløv.

En gang husker jeg, at Niels Mortensen var nede at besøge os, og han gjorde sig til af, at han havde ”stjaalet” 2 Tønder Havre fra sine Heste og for dem faaet lavet og istandsat noget gammelt Vogntøj, som var i Uorden. Hestene var magre og sløje.
Niels Mortensen blev blind inden han døde.
 

 

Mette Olsdatter på slægtstavlen

Ole Persen   Inger Nielsdatter
1747-1803         1771-1837  

|

Anne
1793
Boel
1796
Mette
1799
Hans
1801

Ole Christensen bliver deres plejefar
i 1804, da han gifter sig med enken
Inger Nielsdatter 

 

Kirkebog, Karise Sogn 1814-57 
Vielse: 8 Sept. 1827 i Kirken. 
Ungkarl Niels Mortensen Gammel-
by, født i Gamelbye, 31 Aar. naturlige Kopper
Pigen Mette Olsdatter Jørsløf, 28 Aar naturlige Kopper, opholdnet sig i Gamelbye.
Forlovere: Gaardm. Ole Christensen Jørsløf og Gaardm. Jørgen Nielsen Jørsløf

Fæstegården udflyttes - i to omgange
Gaarden lå som de andre Gaarde før Udskiftningen i Byen. Hans Nielsen foretog da Udskiftningen og Udflytning.
Da han imidlertid havde fået rejst Bygningerne ude ved Landevejen, kom Godsforvalteren forbi og fik at se, at de havde lagt Stuelængen mod Vest ud mod Landevejen, det var nemlig deres Mening. at de vilde have Have mellem Stuelængen og Landevejen. 
Det ville Godsforvalteren ikke finde sig i og beordrede dem til at flytte Stuelængen om mod Syd, og det måtte de gøre. Min morfader fik da Byens Folk til hjælp med Heste og Vogne og så kørte de den rejste Stuelænge om i den sydlige side.

Da min Morfader, Hans Nielsen, og min Mormoder ville forny deres Fæste på Gaarden (endnu mens de gamle Forældre levede havde de rimeligvis drevet, udflyttet og bygget Gaarden, om det var Hans Nielsen eller Sidse Madsdatters Forældre ved jeg ikke) mente de, at de nu havde Krav på lidt godt Køb, fordi de havde haft den store Ulejlighed at flytte Gaarden ud hvor den nu ligger, men det syntes Godsforvalteren ikke:
- Har I Raad til at bygge en ny Gaard, må I også have Raad til at give noget i Fæste.
 

 
Den flyttede stuelænge har sikkert bestået af krogede og forholdsvis spinkle lægter og spær, båret af solide egestolper på syldsten samt stråtag og lerklining. Fæsteren på udflyttergården fik gerne nedsat den årlige ydelse, men ikke Hans Nielsen, da han overtog gården efter (sviger)forældrene? i 1811.
Foto af den nærliggende "Pebringegård" fra 1700-tallet under flytning til Frilandsmuseet. A. Ludvigsen 1939.
Den rige mand fra Jørsløv
Min Morfader kaldes for ”den rige Mand fra Jørsløv” fordi han kunne betale sine Afgifter til Herskabet.
Hans Nielsen holdt af at have gode Heste; min Mormoder har flere gange fortalt mig om, at de en Gang havde solgt en Hest til København for 80 Rigsdaler, og så købte de en 4-Aars Plag for 40 Rigsdaler. De 40 Rigsdaler, som de derved tjente gav dem et så godt økonomisk Rygstød, saa de altid kunne mærke det.

Hans Nielsen kunde som sagt betale sin Fæsteafgift til den Tid han skulde. De andre Gaardmænd betalte aldrig noget, og det så tilsyneladende ud som om det gik lige godt, men da tiden kom, og deres Børn skulle fæste Gaarden paany fik de den ikke i Fæste med mindre de kunne betale Forældrenes Restance, og hvem kunne det. 
Se! det havde man ikke tænkt over eller regnet med i rette Tid.

Mormoder fortalte ogsaa, at de havde solgt en Hest til Vemmetofte for 800 Rigsdaler. 
- Det var da en forfærdelig Hob Penge at faa, sagde vi. 
- Det var saamænd ikke så farligt endda, sagde Mormoder, det var jo i de gale Pengetider.
I de Tider var en Rigsdalerseddel ikke mere værd, end at man mangen gang kunne tænde sin Pibe ved den.
 


 
Udsnit af Idyl: Udflyttergård fra landsbyen Spejlsby på Møn. C. W. Eckersberg 1810.

 

De gale pengetider: Inflationen under Napoleonskrigen. I 1807 var seddelkursen 83 % af sølvværdien, i 1813 kun 9 %. Hans Nielsen fik formodentlig stort set det samme ud af salget af de to heste.

Napoleonskrigen 1807-14
Mormoder fortalte ligeledes om nogle Krigsfolk som laa her i Landet på den Tid, ”Skotterne” kaldte man dem. En Gang imellem kom disse og stjal alt ”hvad vi aad og havde” af Madvarer. 
Et sted, hvor de kom ind for at stjæle, havde Gaardens Folk Brødet og stod i Bageovnen, det tog Skotterne sig ikke af og da de var gaaet kunde man tage Brødet ud af Bageovnen, saa havde de i hvert Fald Brød, og de kunne saa malke Køerne så havde de Mælk – man havde noget at begynde med. 

En Gang midt om Natten kom der en ridende Krigsmand og buldrede på Porten og vilde ind, men de lukkede naturligvis ikke op for ham. 
- Da han blev ved at buldre paa, stod jeg rigtignok op, fortalte Mormoder. 
- Jeg gik ud omkring i Stalde og Udhuse og eftersaa om alle Døre og Porte var lukkede og Krogene rigtigt paa alle vegne, så tog jeg en Vognkjæp med mig ind i Sengen og saa sagde jeg: 
- Kommer han ind, så slaar jeg ham paa hans Pande! 
Imidlertid blev Engelskmanden ked af at buldre på, saa vendte han Hesten og lod den slaa bag ud mod Porten saa det rungede i hele Gaarden, og derpaa red han sin Vej.
Porten var dengang ny og solid, saa den gik ikke i Stykker, men om Morgenen kunde man tydeligt se Aftrykkene af Hesteskoene i Porten, og hvordan Battingerne, som Vejen var fyldt med, var slaaet ind i Porten ved samme Lejlighed.

Da jeg i min Barndom besøgte Gaarden kunde jeg endnu se enkelte stykker af Battingerne og en enkelt hesteskolignende Figur i Porten som stammede fra hin Nat. Nu er den gamle Port ikke mere, thi Gaarden brændte 1905. 
Jeg har en Gang beskrevet den gamle Port i ”Østsjællands Folkeblad” for mange aar siden. K.K. Porten forsvandt egentlig længe før Branden, thi en Del aar i Forvejen ombyggede min Farbroder, Jørgen Christensen, den vestre Længe og dermed forsvandt Porten. (K.K)

Jeg husker også, det er fortalt, at en Gang var man ude at læsse Ærter, da kom der en Engelskmand, som ville have Køretøjet; det gik så vidt, at Folkene sendte Bud hjem, og Moders Broder Ole, der senere døde, kom da derned og forhandlede med Krigsmanden, som befalede: 
- Lad os først få nogle Ærter på Vognen! 
Saa tog han selv fat og lagde Læsset, de andre stak op til ham, og det gik stærkt, og alt imens forhandlede man med ham. Da man blev færdig med at læsse kørte man fra ham, og så kunne han staa der.
 

 
J. P. Møllers billede af ødelæggelserne efter Københavns bombardement 2.-5. september 1807 set fra Gråbrødre Torv 1808. Frue Kirke står med murene nogenlunde intakte. Petri Kirkes spir gik fri i modsætning til Frue Kirkes.
Landeværnet på 5.000 mand under ledelse af general Castenschiold blev slået af en belejringshær ved Køge med den senere hertug af Wellington i spidsen. Resten af krigen holdt englænderne sig til søs. De episoder, Sidse Madsdatter beretter om, må have fundet sted i sensommeren 1807.

 

Hvem er K.K.? En søn af Lars Christensens? Han omtaler Lars Christensens bror, Jørgen Christensen f. 1848, som "min Farbroder". 

 

Det kan næppe være morbroderen Ole Hansen, 1809-1833, der bliver tilkaldt for at klare ærterne. Det kunne i stedet være Hans Nielsen, 1771-1829 - eller også er det blot en vandrehistorie.

Fæstefornyelse
Min Farfader, Ole Christensens Gaard stod på en maade næsten ledig ved den Forandring, som min Morbroders Død foranledigede. Min Farfader bevægede da sin Søn Ole Olsen, som var Gaardskarl i Køge til at tage hjem og overtage Fædrenegaarden. Det var han ikke særlig glad for, for han befandt sig godt ved at være Gaardskarl.

Da Hans Nielsen var død, skulle saa min fader efter Overenskomst med min Mormoder fæste Gaarden paany, han var da på Bregentved Godskontor for at høre om Betingelserne.
Greven forlangte 200 Rigsdaler i Fæste, men det syntes han var urimeligt. 
- Ja, lidt Penge skal I skaffe, blev der sagt, og så slog Greven af til 150 Rigsd. De 150 Rigsd. var en Gang for alle, der skulle saa desuden betales en aarlig Afgift.

Den Gang den ”Gamle” d.v.s. Hans Nielsen i sin tid fæstede Gaarden og var på Godskontoret, havde man spurgt ham om, hvad han avlede mest af? 
- Hvede, svarede han, derfor blev hans Fæsteafgift ansat i Hvede; men det var min fader ikke så glad ved, da han nu stod i Begreb med at fæste Gaarden, thi Hveden var den dyreste. 
Da han så kom på Godskontoret, pruttede han med Godsforvalteren og ønskede at få Afgiften sat til 2 Td. Rug, 4 Td. Byg og 2 Td. Havre, det skulde alt betales in natura.
Rugen og Byggen var der gerne een eller anden Købmand, der havde købt, saa maatte Bønderne levere Kornet hos ham; vi maatte gerne til Faxe, det var gerne Købmand Prip, der havde købt Grevens Tiende. Havren skulde leveres på Bregentved, den skulde bruges til Grevens Heste.
Det var ikke nok at levere det fulde Tøndemaal, der skulle være et vist overmaal, saa vi maatte altid have noget med i en Pose ved siden af.

For at skaffe de 150 Rigsd., som Greven forlangte fik Fader først 100 Rigsdaler af sin Far samt en halt Hest – denne Hest måtte min Fader dog senere sælge for Mormoder kunne ikke tåle at se den halte Hest, skønt den godt kunne bruges til Arbejdsbruget. 
De 100 Rigsdaler forlangte så min Farfar sig godtgjort af sin Søn Ole Olsen, som var Gaardskarl i Køge, for at han (O.O.) kunne få ”Lov” over Fædrenegaarden, saaledes blev det saa, men Ole lod undertiden sin Fader høre for, at han skulde skaffe den store Sum: 100 Rigsd.

Min Fader havde endvidere nogle Stykker Ungkvæg, som han solgte og fik 5-6 Rigsd. for Stykket af. Endelig kørte han til Præstø med nogle Tønder Sæd (9 Mark for Td.) Præstø havde nemlig Skyld for at betale en god Pris for Sæden. Paa denne maade fik Fader skrabet de manglende 50 Rigsd. sammen, og med de nu samlede 150 Rigsd. i Lommen gik min Fader saa til Godskontoret og fæstede Gaarden. 
 

 
Afgiften for en fæstegård aftaltes ved fæstets indgåelse og kunne ikke stige i fæsterens - og enkens - levetid. Derfor fik både indfæste og den årlige ydelse gerne et hak opad, når fæstet skulle fornys ved f.eks. generationsskifte. For at være retsgyldigt skulle fæstebrevet skrives på fint stempelpapir, hvad der skaffede kongens kasse en indtægt på 24 skilling (i 1750). 

 

Fæstebrevet kunne, foruden opremsning af økonomisk art ned til mindste detalje, også indeholde en passus om at "være sit herskab hørig og Iydig". Martinus Rørbye, Godsskriver 1833, udsnit.
 

Ole Olsen på slægtstavlen

Ole Christensen  Inger Nielsdatter
|

Ole Olsen
1805-ca.1870
|
Christen  Anne Marie 
Christen Olsen
1834-1909
|
Niels  Inger Marie 

Hans Olsen sælger i 1934 Jørslev Nørregård, der har været slægtsgård siden 1804.

En ny tids bonde
Da han saa blev mand på Gaarden, drev han det til noget bedre end sin Svigerfar. Han anskaffede saaledes en 17 Tands Svenskharve ( af Træ med Jerntænder). Den Gang brugte de at pløje al Jorden om Foraaret før man saaede, men da de fik Harven holdt de op med at pløje Jorden. Der skulde altid 3 Heste for en saa stor Svenskharve og var Jorden slem, maatte vi have 4 Heste for den , jeg har selv kørt en Del med den Harve; naar vi havde 4 Heste for gik de alle fire ved Siden af hverandre.

Der var 60 Td. Land Jord til Gaarden derhjemme og den blev drevet i 9 Skifter.

  1. Brakjorden fik al Gødningen
  2. Hvede og lidt Rug for at have lidt til Brød og nogen Rughalm at bruge
  3. Byg (fedt Korn som det kaldtes)
  4. Ærter, senere saaede vi i det Skifte nogen Vikkehavre til Staldgødning
  5. Byg (magert Korn)
  6. Havre med Udlæg
  7. 1. 2. og 3. Aars Græs
  8. 1. 2. og 3. Aars Græs
  9. 1. 2. og 3. Aars Græs

Der holdtes 16 Køer i Almindelighed, deraf var de 10 Malkekøer og Resten Ungkvæg og Kalve, desuden havde vi en Tyr. Kvæget fodredes med Halm og Hø om Vinteren. Om sommeren kom det på Græs og efterhaanden kom man ind paa at saa Vikkehavren. 

Ærterne brugtes til at fodre Svinene med: vi havde sjældent flere Svin end dem vi selv skulde bruge; vi slagtede 3 Svin til Jul, som var lidt over 1 Aar gamle. De 2 blev saltet og røget, den tredje ”Syltegrisen” blev brugt til Julehøjtiden. 

Hestene fik en del af Ærterne, særlig i Saatiden fik Hestene mange Ærter; Fader var haard til at fodre Hestene med ”stødte” Ærter og Havre, undertiden var vi bange for at de ikke kunde taale det, vi maatte saa give dem skaaren Peberrod ovenpaa Hakkelsen, dels for at holde Fordøjelsen i Orden, og dels fordi de saa ikke var saa forslugne på Ædet.

 
Vi brugte saa en Del Ærter til at koge; men vi kunde ellers ikke høste rigtig gode Kogeærter; jeg havde en Gang 2 Td. Ærter med til Køge til Købmand Hasselback; men de blev kasseret som Kogeærter; vi brugte dem saa selv.
 

 
Svenskharven er en tung harve, der oprindelig især blev brugt til harvning af brakmarker og dybere løsning af jorden om foråret. (Tidligere pløjede man med hjulplov om foråret.) Til dette formål havde den kraftige fremadrettede tænder. Svenskharven blev indført i Danmark i 1840erne. (Ringsted Museum og Vindmølle)

 

F. Vermehren, En sædemand 1859, udsnit

 

Tung, gammel hjulplov fra Falster. Betjenes af to mand og tre til seks heste. Illustreret Tidende 1888

 

Falkensteenploven, norsk vendeplov efter engelsk forbillede. Vandt pløjekonkurrence 1771 arrangeret af det Kgl. danske Landhusholdnings Selskab, som gav den sin anbefaling. Betjenes af en mand og to heste.

Generationsmodsætninger
Min Fader var meget ”nænnende” for Hestene, men i Saatiden fik de Lov til at arbejde haardt; han sparede dem ikke; men de blev også fodrede saa de kunne bestille noget. Selv gjorde han sit arbejde med stor Omhyggelighed og Paapasselighed. Jorden blev derfor ogsaa dreven godt efter den Tids Skik og Brug.

Min Mormoder var slet ikke glad for, at Fader drev det som han gjorde, det var efter hendes mening slet ikke nødvendigt at rive og flaa Jorden saadan: 
- Vi klarede os godt uden saadan at harve og flaa Jorden efter alle Ledder, sagde Mormoder somme Tider og 
- Havde jeg tænkt over det skulde I have kommet til at vente noget længere før I havde faaet Gaarden (d.v.s. faaet Lov at faa Fæstet af hende. Hans Nielsen var allerede død, hun vilde med andre Ord have gjort nogle Vanskeligheder, før hun havde givet Slip af sit Fæste). 

Jeg husker endnu medens jeg var ganske lille en Gang, da vi kunde se Fader køre og harve ovre på Marken, velnok med Svenskharven, at Mormor stod uden for og snakkede med os børn: 
- Det er slet ikke nødvendigt at eders Fader kører der og saadan river og slider i Jorden. 
Det var helt hen i Vejret o.s.v.
 

 
Hans Nielsen dør i 1829, 60 år.
Sønnem Ole Hansen driver gården videre, men dør 11. februar 1833, 23 år.
Christen Olsen og Karen Hansdatter bliver gift 30. marts 1833 og nævnes i Folketælling 1834 som gårdmand og hans kone. 
Sidse Madsdatter forsørges af dem, er 57 år, enke og aftægtskone. 
Deres ældste søn, Hans Christensen, er 1 år.
 

Folketælling 1834 Jørslev By, Karise Sogn, Fakse Herred, Præstø Amt, opslag 13 (01529)
2) en Gaard.
Christen Olsen, 27 år, gift, Gaardmand
Karen Hansdatter, 23 år, gift, hans Kone
Hans Christensen, 1 år, ugift, deres Søn
Sidse Madsdatter, 57 år, Enke, Aftægtskone
Peder Nielsen, 17 år, ugift, Tjenestefolk
Anne Larsdatter, 20 år, ugift, Tjenestefolk
Karen Larsdatter, 11 år, ugift, Plejebarn.

Penge på kistebunden - og i sparekassen
Det viste sig snart, at min Fader samlede sig en Del Penge, men han havde lige saa lidt som de andre Forstand paa at sætte Pengene i Sparekassen, men saa traf det sig en Gang at Lærer og Kirkesanger Arenbert fra Karise kom derud til et Barsel eller lignende Lejlighed, han udfrittede da min fader, om han ikke laa inde med rede Penge og det gjorde han. 

Arenbert foreslog da min Fader at sætte dem i Sparekassen, men det turde Fader ikke indlade sig paa, saa forklarede Læreren, hvorledes det gik til, at man fik Renter for at sætte Pengene der.

Fader fik saa alligevel Lyst til at prøve det, men han turde ikke begynde paa det ene, det blev da bestemt, at Lærer Arenbert skulde tage med til København og hjælpe Fader med at faa sat Pengene i Sparekassen, og saaledes blev det, siden kunde Fader selv besørge det.

Om Skolelærer Arenbert havde lært noget ved jeg ikke – han var slem til at prygle Børnene, jeg har aldrig gaaet hos ham, den Gang var han saa gammel og svag, at han maatte gaa ved to Kæppe, han holdt derfor en Hjælpelærer Christensen, ham gik jeg hos, han var ogsaa slem til at prygle Børnene. 
  

 
Christen Olsen kunne sikkert både læse og skrive. Ved hans fars og mors bryllup 24. januar 1804 deltog et par gårdmænd, Niels Olsen og Hans Hansen, der ikke kunne. Midt i præstens flydende håndskrift har de som vidner prentet deres noget mangelfulde underskrift: N.O.s. og H.H.s. Kirkebog for Karise Sogn 1746-1814.
Landets første sparekasse blev oprettet på godset Holsteinsborg i 1811. Indlånerne tabte penge ved statsbankerotten i 1813.
Snyderi som folkesport
Arenbert var ellers Grevens ”Tæller” han skulle tælle Negene paa Folks Marker før de maatte køre Sæden hjem, og saa skulde Greven have hvert tiende Neg. 
Man maatte ikke begynde Indkørselen før Tælleren havde været der og udtaget den del af Sæden som Greven skulde have. Derfor gjaldt det om at faa fat i Tælleren den Morgen man havde tænkt at køre ind, og naar man saa fik fat i ham gjaldt det om, at staa sig godt med ham, at han ikke saa alt for nøje paa Grevens Fordel. 
Var det en Tæller som havde lyst til at drikke sørgede man for at give ham fuld før Tællingen. Der var en Gang en Tæller som var saa glad for Faaremælk, at han altid blev beværtet med Faaremælk hvor han kom frem, alle Fif og Kneb gjaldt, naar det drejede sig om at narre Tælleren.

Man satte somme tider 3 Rækker Neg i Hobene og satte den saadan, at han ikke kunne se, at der var mere end 2 rækker – han talte nemlig kun Negene i den ene Side af Hobene og fordoblede saa til slut Tallet han fik, gaaende ud fra, at der var 2 Rækker Neg i hver Hob. 
Før Tælleren red sin Vej – han var nemlig altid ridende – anviste han saa hvilke Parti af Neg der saa skulde afleveres. – Dersom nu Folkene på Gaarden havde nogen Anelse om paa hvilket Hjørne af Marken han vilde udvise Grevens Tiendepart kunne det ske, at man der opstillede de allerdaarligste og simpleste Neg. 
Ja! man har endog eksempler paa, at man et sted havde bundet noget afhugget Stub sammen, der var saa lang, at den kunde bindes i Neg, sat det sammen i Hobe og ”hølt” (er dækkede) med slo, så det lignede de andre Hobe, og da saa Tælleren udtog netop disse Neg fik Greven bare værdiløse Neg, til vældigt Grin for de af Grevens Folk som tog imod det i Laden.

Engang skulde min Fader ride ud at lede Tælleren op, han fandt ham omsider på Overdrevet. Da Tælleren var færdig til at følge min Fader fandt han paa, at de skulde ride om Kap til Jørslev. 
Tælleren havde en ung rask Hest som løb godt, men Fader havde kun en gammel stivbenet Hest, som ikke kunne vinde med. Tælleren red da hen bag min Fader og pryglede hans Hest med sin Stok, saa den maatte løbe af al Magt. 
Fader var ikke saa bange for at ride stærkt, men han var mere bange for, at den stivbenede Hest skulde falde med ham; men det gik dog godt -.

Man kørte saa siden Negene hen hos Greven paa Bregentved; man var nødt til at aflevere det Antal Tælleren havde udtaget; thi Negene blev talt i Laden og Antallet sammenholdt med Tællerens Liste.
 

 

Stik fra 1787, "Den lykk' lige". Fogeden med sine ridestøvler og sporer står rådvild med tomme hænder, mens en tilfreds smilende bonde bærer sit neg ind i sin gård og tramper på åg og pisk med sine træsko.
Den nyvundne frihed i forbindelse med landboreformerne, som bønderne var med til at fremprovokere, giver anledning til yderligere narrestreger over for magthaverne eller i dette tilfælde en stedfortræder - tælleren.

 

Karlene slår med le, pigerne binder op. Manden i den sorte frakke til venstre kan godt ligne en tæller. Bonden ved hans side underholder ham med beleven snak om vejr og vind uden dog for tydeligt at distrahere den gode mand i hans optælling af grevens tiende.
Martinus Rørbye, Høstscene 1847, udsnit.
En bondeknøs hos øvrigheden
Da Mormoder døde 1863 blev jeg sendt til Vesteregede Herredskontoret for at hente en Jordeseddel. Jeg blev smidt på Ryggen af en Hest og saa af Sted med mig uden nogen som helst Besked angaaende mit Ærinde; men det var der ingen, der tænkte over, jeg maatte klare mig selv – jeg var den Gang 17 Aar.

Da jeg kom ned til Vesteregede, hvor Assesor Brun boede i en stor 4-Længet Gaard, opsøgte jeg først en Plads, hvor jeg kunde binde Hesten, jeg fandt en tom Hestebaas, hvor jeg bandt Hesten, derpaa gik jeg op til Forstuen i Stuelængen, her stod jeg og saa mig om og vidste ikke hvilke af de forskellige Døre jeg skulde gaa ind af; i det samme fik jeg øje paa Assessor Brun, der kom hjem fra en Spadseretur, han havde et Par Hunde med sig, disse skulde han først have bundet, jeg gik da lidt frem ved Døren og omsider fik han da ogsaa Øje paa mig.

Han var noget nærsynet, havde Briller paa. 
- Hvad skal du have? spurgte han lidt snærende.
- Jeg skulde hente en Jordeseddel til min Mormoder.
- Naa! Nu kan du gaa med mig, og saa gik han foran ind paa Kontoret, hvor han gav en Fuldmægtig en Ordre om mig, derpaa gik Brun sin Vej.

Fuldmægtigen begyndte da med at spørge:
- Hvad hed din Mormoder? 
Det vidste jeg ikke, det var der ingen der havde givet mig Besked om, og hendes Navn blev jo aldrig nævnt; men saa kom jeg til at tænke paa en Kiste, som Mormoder havde, hvorpaa der stod Bogstaverne S.M.D. 1777. 
- Hun hed Sidse Madsdatter! 
- Naar er hun født? spørges der igen. 
Det vidste jeg heller ikke, men saa kom jeg igen til at tænke paa den gamle Kiste.
- Hun er født 1777, svarede jeg.
- Hvem var hendes Mand?
Det vidste jeg da lidt bedre besked om, for det var da ved Lejlighed blevet os fortalt at hun var Enke efter Gaardmand Hans Nielsen Jørsløv. 
- Efterlader hun sig noget? spurgtes der igen.
- Nej, svarede jeg, hun har delt det ud til sine Børn. 
Se! det vidste jeg god Besked om, thi det var saa tit blevet omtalt derhjemme ved flere Lejligheder. 
Derpaa læste Fuldmægtigen det skrevne op for mig.
- Er det rigtigt? spurgte han mig.
- Ja, svarede jeg. 
- Vil du saa skrive dit Navn under her! 
Og det gjorde jeg og dermed havde jeg udrettet mit Ærinde.
 

 
Folketælling 1840 i Karise Sogn, Fakse Herred eller Birk, Præstø Amt 
2) en gaard
Christen Olsen, 33 år, gift, Gaardmand
Karen Hansdatter, 29 år, gift, hans Kone.
Hans Christensen, 7 år, ugift, hans Barn
Ane Christensen, 5 år, ugift, hans Barn
Ole Christensen, 3 år, ugift, hans Barn
Niels Christensen, 1 år, ugift, hans Barn
Inger Marie Christensen, 1 år, ugift, hans Barn
Sidse Madsdatter, 62 år, Enke, Aftægtskone
Peder Nielsen, 23 år, ugift, Tjenestefolk
Hans Nielsen, 20 år, ugift, Tjenestefolk
Inger Clemmensdatter, 24 år, ugift, Tjenestefolk
Karen Larsdatter, 17 år, ugift, Tjenestefolk

 

Gammelmor ved bilæggerovnen
Udsnit af maleri, Fr. Vermehren 1852

 

Folketælling 1860 i Karise Sogn, Fakse Herred eller Birk, Præstø Amt 
lbnr. 26, en Gaard
Christen Olsen, 53 år, gift, født i Sognet, Gaardmand, Husfader Lutheraner
Karen Hansen, 49 år, gift, født i Sognet, hans Kone, Lutheraner
Hans Christensen 27 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Ole Christensen, 23 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Niels Christensen, 21 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Inger Marie Christensen, 21 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Lars Christensen, 14 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Jørgen Christensen, 12 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Jens Christensen, 7 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Ane Christensen, 6 år, ugift, født i Sognet, deres Barn, Lutheraner
Sidse Madsen, 81 år, Enke, Hellested, ------ Almisse? Lutheraner
Marie Kirstine ------sen, 19 år, ugift, Alsløv Sogn, Tjenestepige, Lutheraner

Om Hoveriet -
Hoveriet kan jeg huske noget om, som lille Dreng endnu inden jeg havde begyndt at gaa i Skole husker jeg at vi blev tilsagt ”til hove” paa Alsløvgaarden. Det var Husmand Hans Nielsen fra Karise, han var den, der havde den Bestilling at ”sige til”. – Han kom altid ridende i en voldsom Fart paa en hvid Hingst – han stod ikke af Hesten, men slog paa Porten med sin Kæp indtil der kom nogen ud for at tage mod ”Hovordre”. 
Hingsten var en som Grev Moltke Bregentved havde ladet opstalde paa Alsløvgaarden og som stod der til Afbenyttelse for Bønderne i Omegnen, det var for at forbedre deres Hestebestand. Vi havde to hvide som var faldne efter den et Par gode Dyr. Der stod ligeledes 2 Hingste opstaldede paa Julinge det kostede kun 9 Mark at komme der. Vi havde en Plag efter dem paa Julinge.
Naar vi blev sagt til med ”Aftenvarsel” var vi pligtig til at skulle møde, blev vi derimod først sagt til om Morgenen var vi ikke absolut nødt til at møde, hvis vi ikke kunde den Dag, men man gjorde det jo saa vidt mulig alligevel, thi ellers havde man Pligten til en anden Gang.

Pløjning - snyderi og kæltringstreger
Der var 8 Gaarde i Jørslev som maatte gøre Hoveri, om Foraaret mødte man med hver 2 Spand Heste og pløjede Jorden, altsaa med 16 Plove. 
Arbejdet blev lavet elendigt, Ladefogden og Fuldmægtigen gik nok og holdt Opsyn med Arbejdet og skældte og tordnede over Bønderne i Øjeblikket: 
- Pløjer i saadan derhjemme?
Men saasnart de havde vendt Plovmanden Ryggen var det lige galt igen. Vi havde en udmærket gammel Plov derhjemme, som man sagde var saa god til at pløje med til Hove; thi den kunne lægge ”Bulk” hele Vejen. Min Fader sagde, at naar han pløjede med den Plov, og han syntes, der var et godt Stykke endnu ud til Brakgrøften,”saa var jeg der lige med eet”. 
Man lod Ploven gaa saa ”grundt” (gryndt) som muligt; men saa kom gerne Fuldmægtigen eller Ladefogden og spurgte. om de pløjede saadan derhjemme. 
- Ja! svarede man altid men man maatte saa alligevel ”slaa Ploven lidt i” og stillede den lidt ”til Furs” og saa gik det godt saa længe som han gik bagefter og saa derpaa; men snart skulde han et andet sted hen og se til og saa stillede man Ploven op igen. 
Det gik for med Snyderi og Kæltringstreger hele Tiden, den der kunde snyde mest var den mest ansete mellem Hovbønderne.

Arbejdet blev som sagt lavet daarligt, dertil kom, at naar der saaledes var pløjet en hel Hovmark, skulde de selv med Gaardens egne Folk og Heste harve og besaa Jorden. Selvfølgelig laa Jorden og blev for tør inden de blev færdige, for de havde for lidt Hestekraft til det Arbejde. Følgen blev at de høstede ingen Verdens Ting paa saadan en Mark, saa var det sløjt for Bønderne var det saamænd ogsaa sløjt for Herrmændene i disse Tider.

Man blev ogsaa tilsagt til at køre Gødning.

 
Vornedskab:
Flytteforbud, indført på øerne øst for Storebælt i 1400-tallet for at sikre arbejdskraft på godserne. Udviklede sig senere til livegenskab med
Hals- og håndsret:

Godsejeren besad den lovgivende, udøvende, og dømmende magt. Ophævet ved lov 1702.
Stavnsbånd:
1733 genindføres en form for vornedskab med forbud mod udrejse fra godsets område uden tilladelse. Godsejeren stod desuden for udskrivning til militæret, skatteopkrævning og skifteforvaltning.
Stavnsbåndet ophæves 1789.
Hoveri:
Billig arbejdskraft på godset. Blev afløst af hoveriafgift ved lov 1861.
Fæstevæsenet ophører ved lov i 1919.

 

Forbedret og lettere hjulplov fra Vejle-egnen fra begyndelsen af 1800-årene. Betjenes af en mand og to heste. Dansk Landbrugsmuseum

 

Mange foretrak hjulploven, brugt i århundreder, frem for den nymodens svingplov.
Gouace R H Kruse 1833

 

Hoveriforordning af 1791

  • Hoveribønderne bør tilsiges aftenen før, de skal møde.
  • De skal have at vide, hvad arbejde det drejer sig om, for at de kan få de rette redskaber med. 
  • Når arbejdet er udført, må de gå hjem. 
  • Hovbudene skal gå 10 timer til hove. 
  • Hvis en hovbonde ikke forretter sit arbejde ordentligt, bliver han taget ud af arbejdet, må betale en bøde på 1 mark til sognets fattige, og senere gøre arbejdet. 
  • For en vogn eller plov betaler han ½ rigsd. 
  • Kommer et hovbud for sent, skal han betale 4 skill. til sognets fattige for hver time, han kommer for sent. 
  • Opsætsighed fører strenge straffe med sig. 
  • Dog hvis de opholdes unødigt, skal de have erstatning.

 

Trafikkaos ved ledstedet. Alle marker var omgivet af gærder eller stendiger.  C.W. Eckersberg 1809, udsnit

Høst
I Høstens Tid skulde hver Gaard kun møde med een Vogn. Det var jo nødt til at blive galt for Bønderne paa den Maade, thi den bedste Vogn og de bedste Heste og den bedste Karl og Pige skulde sendes til Hove og de skulde have den bedste Mad med, der fandtes i Huset, for at man ikke skulde blive ”udraabt” derfor. 
Til Arbejdet derhjemme var der saa kun Børn og enkelte ”Fruentimmer” og Maden maatte man nøjes med, som man havde den. Meget tidligt, længe før Dag kørte saa Køretøjet, som skulde til Hove, hjemme fra.

Paa Hovmarken stillede man sig op parate til at tage fat, saasnart som Ladefogden gav Ordre, men ikke før. Når Ordren var givet, begyndte man at læsse ved Hovene af al Magt, det gjaldt da om at have en dygtig ”Læggepige” og saa kørte man hjemad med Læsset, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, det gjaldt om, naar man fik begyndt, hvem der kunde blive først færdig. 
Somme Tider kørte man 3 Vogne i Ledstedet paa en Gang (Markerne var nemlig indhegnet med Diger) saa kunde ingen af dem komme frem, da ingen vilde rykke tilbage med sin Vogn, til sidst kom Ladefogden derud og skældte og tordnede mod dem, til han fik rykket en af dem tilbage saa der kunde blive Fart. 
Det varede som Regel ikke længe at køre en saadan Hovmark hjem, der var ikke saa megen Sæd paa den, man blev undertiden færdig til Middag, men man tog ikke hjem derfor, skønt der kunde være haardt Brug for dem hjemme, nej man gav Hestene Foder og blev saa paa Herregaarden og holdt Sjov til Aften.

Tærskning
Det hørte ogsa med til Hoveriet, at Bønderne skulde tærske Sæden om Vinteren, min Fader havde været med til det, men han sagde, at det var et elendigt Stykke Arbejde der blev lavet, man havde sit visse og skulde have tærsket inden Aften, men om man fik det tærsket rent eller ikke, det tog man ikke saa nøje, blot man naaede Aften og fik Halmen stakket op før Ladeporten blev lukket og laaset.
 

Hoveriet afløses - men de glemte jagten
Omsider blev da Hoveriet afløst, det kunde nemlig umuligt blive ved at gaa paa den Maade. Bønderne blev fattige og Herremændene fik intet. 
Jeg husker en Vinter, at min Fader var til flere Møder om den Sag. Hoveriet blev afløst med en Hoveriafgift paa 40 Rigsdaler om Aaret, det syntes man var en forfærdelig Skat. Man havde Baltazar Christensen til at mægle i denne Sag mellem Bønderne og Greven, da var det at man glemte at paatale Jagten, saa den blev ikke afløst, først for sent opdagede man dette, men hertil bemærkede Baltazar Christensen, at det var ikke værd at røre mere ved den Ting, nu da man var nået saa langt: det er da heller ikke saa farligt at sende en Karl eller en Dreng med paa Klapjagten. Saaledes blev det da, man blev hvert aar tilsagt til at møde med et Bud paa Klapjagten.

Brændekørsel
Hvert aar fik Jørslev Bønder udvist nogle Træer i Skoven til Brænde af Greven, det var rent velvilligt gjort af Greven, han vilde saa gerne gøre Bønderne noget godt. 

En Gang da man skovede denne Udvisning havde man udrettet det saaledes, at medens Mændene huggede ud og savede Brændet ud skulde Pigerne køre de læssede Skovslæder hjem. Det var nødvendigt at Mændene selv var nærværende i Skoven under Brændehugningen; thi Brændet skulde deles retfærdigt imellem dem, hvorfor man kastede Lod om de opstillede Bunker. 

Det gik godt for Pigerne da de først kom i Gang med Skovslæderne, men engang imellem var der en af de forreste, som kom til at holde stille og saa maatte de bag ved selvfølgelig ogsaa holde; men saa kneb det med at komme i Gang igen, thi de gamle Skovslæder var jo ikke beslaaet og derfor ”bandt” de saasnart de kom til at holde saa Hestene ikke kunde sætte i Gang igen, men saa var der en ældre Mand med, han maatte da hjælpe hver enkelt Slæde i Gang igen, thi han forstod at dreje Slæderne saa de gik løse. Det kunde ikke lade sig gøre at lade Hestene trække lige ud, man skulde lade Hestene dreje i Stangen samtidig med, at de gik frem, derved løsnedes Slæden.
Denne Udvisning af Brænde blev ved saa længe Gaardene var i Fæste, da de blev købt faldt det væk.

Selvejerbønder
Gaardene blev købt ca. 1800. Der kom en Kommission, som besaa og vurderede Gaardene. Denne Kommission kom ogsaa til os; man anmodede Fader om at tage en Spade med sig og saa følge med i Marken, og saa maatte han grave, hvor de vilde have det. Kom. skulde undersøge Muldlagets Tykkelse. Gaarden blev da vurderet til 8960 Rigsdaler, de fik saa Lov at forrente de 6000 med 4%. 
(Da Gaardene blev solgt blev man spurgt, om man frivilligt vilde stille en Klapper til Klapjagten, men det var der ingen der vilde.)
 

 
Udsnit af kort fra 1770 med vejen fra Jørslev til Alslevgård
Af hensyn til vejlængden i forbindelse med hovarbejde blev de 8 Jørslev gårdmænd i 1811 flyttet fra Turebyholm til Alslevgård. 

 

Brændekørsel. I 1770'erne havde Jørslev gårdmændene på grund af afstanden til Turebyholm kun halvt hoveri og betalte resten med hver 2 rigsdl. 4 mk. 8 skill., men de fik så til gengæld kun halv udvisning af brænde, hvad der dog bevilgedes dem igen i 1776, for at opmuntre dem til "at udvise al flid og stræbsomhed med deres markers indretning og dyrkning".
J.J. Brun, kobberstik 1753, udsnit

 

"Gårdene blev købt ca. 1800" skal være ca. 1850, eftersom Lars Christensen, f. 1846, angiveligt kan huske episoden med spaden.
Grevelig klapjagt
Da jeg var omkring Konfirmationsalderen (1860) var jeg med paa en Klapjagt som Greven afholdt. Vi stillede paa Vejen ved Olstrupskoven, der var Skovfogden og tog imod os. Foruden Husmændene, der havde Lejekontrakt paa deres Huse, var der også et Bud fra hver Gaard. Fra Ole Olsen var der sendt en Pige, men hun blev sendt hjem med det samme. 
Lidt efter at vi var kommet kom Jagtselskabet kørende i en stor Vogn fra Bregentved med 4 sorte Heste for i stærk Fart, jeg husker, at de blanke Bøssepiber stak op. 
Vor Kronprins var ogsaa med, han var dengang 18 Aar, den unge Grev Molkte var med, den gamle Greve var for gammel og svag til at komme med. Samtidig kom Forpagter Rønnenkamp fra Julinge og Forpagter Nyholm fra Alsløvgaarden ridende, de havde hver sin Rideknægt med til at tage imod Hesten, og saa begyndte Jagten.

Skovfogden havde Overkommandoen over alle Klapperne, vi blev stillet op i en lang Række et Stykke fra hinanden, hveranden Husmand og hveranden Dreng, og saa fik vi ordre til at gaa roligt frem og klappe paa Træerne med en Kæp, men ikke raabe og støje efter Dyrene, det kunde vi nu alligevel ikke lade være med, det var alt for morsomt, hver gang vi saa et Dyr springe frem. Skytterne var stillet op et bestemt sted, hvor Dyrene joges hen, saa Jægerne kunde skyde dem, og de skød mange Dyr, enkelte undslap. 

Ved Skovfogedboligen holdtes Måltid, udenfor i det frie havde Skovfogeden slaaet et Bord op og anbragt Bænke ved det. Maden havde de selv med. Vejret var godt den Dag – de høje Herrer skulde vel nok sidde lidt bredt, thi der var ikke plads til Forpagter Rønnenkamp, han maatte staa op og spise, han var da saa uheldig, da han vilde skære et Stykke af en stegt Høne, at han tabte Hønen ned paa Gulvet, og saa kunde han naturligvis ikke bruge den mere, men lagde den hen paa en Stige.
Efter Maaltidet nærmede Husmændene sig Bordet, men Skovfogden befalede: 
- Ingen maa tage noget fra Bordet! 
En af Husmændene tog alligevel Hønen paa Stigen og stak den i sin Frakkelomme: Det gjorde ingenting lagde Skovfogden til, han fik alligevel alle Levningerne.

Jagten fortsatte i Indelukke og sluttede i Karise Hestehave, der kom saa Vognen med de 4 Heste for og tog Selskabet paa og kørte dem tilbage til Bregentved. 
En af Husmændene gik hen til Vognen tog Huen af og bad om en Skærv. Den unge Greve gav ham en 5Daler-Seddel. 
Husmændene gik saa over hos Ole Olsens for at faa Brændevin, de skulde da ogsaa lide noget fordi de ingen ordentlig Bud skulde sende som Klapper sagde de.
 

 
Bregentved 1845. Opført 1731-36 af barokarkitekten Laurids de Thurah.

 

Den gamle greve: Førsteminister A.W. Molkte, greve på Bregentved  1818-1864 
Den unge greve: Udenrigsminister Frederik G J Molkte, greve på Bregentved 1864-1875
Vor kronprins: Frederik VIII 1843-1906-1912

 

Husmændene gik saa over hos Ole Olsens for at faa Brændevin. Christian Dalsgaard: Bondestue, Sjælland 1847

 

Efterskrift
     Denne håndskrevne udgave af beretningen er udateret, men angiveligt afskrevet i 1925 af Hans Olof Christensen (1898-1954), lærer og senere viceskoleinspektør ved Tåstrup Private Realskole. Han var meget optaget af udforskningen af sine slægtsforhold og har bl.a. udfærdiget en af familien Christensens første slægtstavler. Hans farfar, Hans Christensen (1833-1919) var bror til Lars Christensen.
     Originalen "Fader fortæller", som er nedskrevet af Lars Christensens eneste søn, Kristian Kristensen (1876-1947), findes hos dennes barnebarn, Klaus Kristian Kristensen.
 
     Olofs håndskrevne udgave blev indtastet i september 2004 af Erik Aggerholm, som har forsøgt at skrive nøjagtigt af efter kopi af 26 håndskrevne sider, som Bente har fået af sin mor, Gudrun, engang i 1960'erne. - "Altså med gammel retskrivning og fejl, hvor de måtte forekomme. En nutidig brug af punktum og komma ville lette forståelsen, men gå ud over autenticiteten."
    Opdelt i mindre afsnit med overskrifter, forsynet med noter, forklaringer og billedemateriale af undertegnede, Niels Nordby Christensen. Retskrivningen fra før 1948 er bibeholdt, men brug af anførselstegn i replikgengivelse erstattet af talestreg.

 

Litteratur
Kirkebøger, folketællinger og lægdsruller 1787-1860 www.arkivalieronline.dk
Østsjælland - et gammelt folk i fortid og nutid, Hæfte 21. Kirkeskovs Forlag, Lyderslev
Arne Majvang, Dalby og Tureby sognes historie bind 1-3, Folketidendes Bogtrykkeri 1962
Louis Bobé, Bregentved, Danske slotte og herregårde, Hassings Forlag 1964
Axel Steensberg, Pebringegården, Wormianum 1986.
Axel Steensberg, Den danske landsby gennem 6000 år, Forum 1973. 
Dagligliv i Danmark 1720-1790, redaktion Axel Steensberg, Arnold Busck 1971
Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. årh. bind 1, redaktion Axel Steensberg, Arnold Busck 1964
 
Ole Feldbæk, Danmarks historie bind 4, Gyldendal 1982
Ole Feldbæk, Den lange fred 1700-1800, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 9, 2003
Claus Bjørn, Fra reaktion til grundlov 1800-1850, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 10, 1990
Ib Koch-Olsen, Danmarks kulturhistorie, Grafisk 1968
Danmarks historie i billeder, red. Palle Lauring, Hasselbalch 1962
Danmark 1-10, Poul Grinder-Hansen, Sydsjælland, Gyldendal 1988
Hans Christian Johansen, En samfundsorganisation i opbrud 1700-1870, Dansk social historie bind 4, Gyldendal 1979
 
 

Copyright © 2004-17 Lisbeth May Christensen og Niels Nordby Christensen, webmaster@voreaner.dk All rights reserved